Vil man have bygget noget nyt og endnu bedre op (og det vil vi), kan man være nødt til gribe til hårde metoder. Såsom at hyre en totalentreprenør.

I staben hos en totalentreprenør er der bulldozere og folk, som ved, hvordan stenene efterfølgende skal stables ovenpå hinanden for at ”bygningen” bliver af så høj kvalitet, at endnu flere mennesker får så meget lyst til at flytte ind i den, at de fluks siger deres nuværende bopæl op, pakker flyttekasserne og stiller sig i kø for at få udleveret nøglen.

Træk vejret! Det var en lang sætning.

Hos SkolePlan har vi ønsket om at gøre vores platform endnu bedre, mere funktionel og langt meget mere intuitiv til stor fornøjelse og gavn for alle vores brugere over hele landet.

Derfor har vi hyret en totalentreprenør fra Aarhus, som hedder Beneath.dk.

Beneath.dk består af en flok erfarne, dygtige og eftertragtede håndværkere, som kan deres kram. For nyligt sendte Beneath en af deres medarbejdere, Jakob, som er digital konsulent, mod Silkeborg med en bulldozer på traileren sammen med en foreløbig plan for fremtidens byggeri.

Før Jakob kom forbi, lavede han et grundigt eftersyn af grundskitsen på eksisterende bygning.

Det foregik sådan her…

Jakob er enormt tålmodig på trods af vores laaaaange menulinje og konkluderede:

”SkolePlan har ekstremt mange funktioner. Systemet kan dybest set alt. Måske ikke svejse under vand. Men det er i store træk også det eneste”
– Jakob, Beneath

Hos SkolePlan glæder vi os til at få spaden i jorden i det nye år. Vores ønske og plan er som sagt at gøre brugerfladen mere enkel at navigere rundt i, uanset om man er personale, elev eller forælder. Og det tegner allerede rigtig godt!

Hvornår der er nøgleoverdragelse på jeres nye domicil, er endnu uvist. Mere info følger…

Hilsen bygherren